23948sdkhjf

Butikselev med egen købmandskæde

Navne: Storkonflikter og købmandsdrift er skiftet ud med slagtøj og lokalt engagement. Tirsdag 9. maj fylder den tidligere DA-formand Niels Fog 70 år.
Hvilken flaskedreng drømmer ikke om at lade pantflaskerne stå og i stedet blive sin egen chef.

Købmanden Niels Fog har vist, at det kan lade sig gøre. Tirsdag 9. maj fylder han 70 år.

For Niels Fog og hans hustru, Ulla Fog, blev det til mere end 30 år som selvstændige købmænd.

Det første supermarked åbnede den tidligere butikselev i Vordingborg i 1975. Siden blev det til kæden Fog Fødevarer med 12 butikker på Sydsjælland, Stevns, Møn og Falster.

I 2008 var eventyret dog slut, og nøglerne blev overdraget til Superbest fra Dagrofa-koncernen.

Mange vil især huske Niels Fog for hans organisationsarbejde. Han var formand for det nuværende Dansk Erhverv fra 1988 til 1995, inden han blev formand for Dansk Arbejdsgiverforening, hvor han sad for enden af bordet frem til 2003.

Han befandt sig dermed i centrum, da overenskomstforhandlingerne i 1998 endte med en storkonflikt og et efterfølgende lovindgreb fra den daværende SR-regering.

Apropos politik så har Niels Fog også været en til tider markant stemme i Det Konservative Folkeparti. I årene 2010 til 2014 var han valgt til kommunalbestyrelsen i Vordingborg for partiet.

Ved stiftelsen i 2004 blev Niels Fog formand for det statsejede Energinet.dk og var det indtil 2016, hvor han trak sig. Han ønskede at få mere tid til sig selv og den erhvervsdrivende fond DGI-Huset Panteren i hjembyen Vordingborg.

Samtidig er der blevet mere plads til musikken. Fog får nu luftet sine slagtøjsinstrumenter i både Næstved Byorkester og i brassbandet Gefion.

Den runde fødselsdag skal fejres med den nærmeste familie, som foruden hustruen tæller tre børn og otte børnebørn.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.218